Hjarnø er en lille, lavtliggende ø i Horsens Fjord ud for Jyllands østkyst, som nås med en kort færgeoverfart fra havnen i Snaptun. Øen er knap tre kilometer lang og har omkring hundrede indbyggere, og den føles som et skridt tilbage til et stilfærdigt Danmark, hvor stråtækte gårde, græsmarker og levende hegn kanter en håndfuld rolige veje. Fraværet af gennemkørende trafik gør den til et paradis for cyklister og vandrere: man kan nå hele øen rundt på en eftermiddag og undervejs se strandskader søge føde langs kysten eller sæler hvile sig på sandbankerne ude i fjorden. Øens største skat ligger på dens vestlige spids, på den lave holm Kalvø. Her, mellem vindblæst græs og åben himmel, står Hjarnøs stenskibe — gravmonumenter fra jernalder og vikingetid, hvis sten er lagt i form af skibe, som for at bære de døde over vandet. Forvitrede og halvt sunket ned i engen giver de stedet en dyb, elementær fornemmelse af historie. Nyere undersøgelser under vandet omkring Kalvø har føjet fiskegærder og oversvømmede bopladser til øens arkæologiske fortælling. Livet på Hjarnø følger tidevandet og færgens fartplan. En lille café og øens karakterfulde kirke sætter blide punktummer for en dag i det fri, mens de omkringliggende farvande lokker kajakroere, lystfiskere og sejlere ind i den beskyttede fjord. Solnedgangene over fastlandets bakker er stilfærdigt storslåede, og nattehimlen, uforstyrret af byens lys, er bemærkelsesværdig klar. Lille, men fuld af stemning, belønner Hjarnø dem, der sætter tempoet ned — en grøn stribe land, hvor natur, landbrug og gammel erindring deler den samme lille horisont.
